Huseftersynsordningen er indført for at sikre både køber og sælger mod uforudsete økonomiske overraskelser efter en hushandel.
Hvis du handler bolig udenfor Huseftersynsordningen, er du ansvarlig for fejl og mangler ved huset i 10 år efter salget.
Ved at vælge Huseftersynsordningen kan du slippe for ansvar ved fejl og mangler på huset. Se videoen om Huseftersynsordningen længere nede på siden.
Du skal fremlægge en gyldig Tilstandsrapport og El-rapport for køber – samt et tilbud på en ejerskifteforsikring. Herudover skal du tilbyde køber at betale det halve af udgiften til en ejerskifteforsikring.
Tilstandsrapporten og El-rapporten er baseret på en besigtigelse af din ejendom, og samlet giver de to rapporter en professionel og neutral gennemgang af boligens synlige skader og elinstallationernes tilstand. Køber får således et objektivt grundlag at træffe sin købsbeslutning på og kan vælge at tegne den ejerskifteforsikring, som du har fremlagt.
Ejerskifteforsikringen dækker som udgangspunkt udbedring af skader, der ikke er nævnt i Tilstandsrapporten eller El-rapporten. Forsikringen dækker ikke forhold, der er oplyst i forbindelse med ejendomshandlen eller af tidligere ejer.